Der er da ingen retfærdighed til!

Det er klart, de blev sure! De først ansatte arbejdere i vingården, der havde båret dagens byrde og hede i samfulde 12 timer, for så at konstatere, at de, der kun havde arbejdet en enkelt time, og det tilmed i den svalende eftermiddagsstund, fik helt den samme betaling, nemlig én denar. Og jo, jo, bevares! 

De første fik skam som aftalt, så overenskomsten blév overholdt – en denar var en dagløn og nok til at klare sig for - men de sidste fik da langt mere end de havde fortjent. Ikke sandt? 

Engang var der nogle unge entusiaster fra Folkekirkens Nødhjælp, der i et par timer stod for undervisningen af årets konfirmander. Emnet var den forskelsbehandling, der især foregår i visse ulande, hvor mænd ofte arbejder betydeligt mindre end kvinder, bestemmer langt mere, får mere i løn og har lettere adgang til uddannelse osv. For at konfirmanderne nu selv skulle forstå disse urimeligheder på egen krop, havde underviserne besluttet, at kun pigerne ved dagens frokost måtte få cola, mens drengene måtte nøjes med vand. ”Så kan I også lære det!”, som én af pigerne frejdigt udbrød. Det ved jeg så ikke, om drengene helt gjorde. I hvert fald har jeg aldrig før modtaget en skriftlig klage over konfirmandundervisningen endsige mundtlige over telefonen. 

Og det var også første gang, en konfirmand (mandlig) truede med at gå og aldrig komme tilbage igen. Vi lærte, at eksemplets magt kan overdrives. Drengenes indignation over ”uretfærdigheden” var simpelthen så stor, at ingen dybest set forstod, hvad det alt sammen skulle gøre godt for. Det skál jo nemlig helst gå retfærdigt til, mente konfirmanderne – især når det handler om retten til at få en cola. 

Jeg husker så ikke, om jeg i den forbindelse forsøgte mig med en genfortælling af Jesu lignelse om arbejderne i vingården. Men det kunne jeg selvfølgelig godt have gjort, mens jeg drak vand til. Ikke desto mindre opføres denne uretfærdige lignelse jo rent faktisk hver eneste søndag – og det endda ofte med konfirmanderne selv som deltagere. For i kirkerummet sidder de jo også. Og de sidder dér, fordi præsten har fortalt dem, at det skal de. Endda 10 gange inden konfirmationen. Ofte har de lidt slik i lommen for at ”kunne holde ud”; mobilen er sat på lydløs, for det har præsten også fortalt dem, at den skal være. 

Men en stille sms kan det jo godt blive til, hvis man er fiks på fingrene og gemmer sig lidt behændigt bag salmebog eller bænk. Et andet sted sidder en ældre dame på sin faste plads. Hun har i mange år så godt som aldrig svigtet en eneste gudstjeneste. Hun synger med på salmerne, for hun kender dem alle sammen, og er så fortrolig med, hvad der foregår, at hun rejser og sætter sig på de rigtige tidspunkter pr. instinkt. Hun er det, man i gamle dage kaldte for et gudfrygtigt menneske. Et tredje sted sidder der måske nogle zappere. De hører ikke til i sognet, men zapper mellem kirkerne på egnen og vælger kirke og præst efter humør, tid og muligheder den dag. 

Og helt foran sidder dåbsgæsterne. Nogle gange med børn, der er svære at styre, og som gør deres forældre urolige. Ingen af dém kender rigtig salmerne eller husker dem kun vagt. Nogle af dem synes, de burde kende dem. Nogle synes, at de måske burde komme her noget oftere, men der er jo så meget …

 Her er vi så, mere eller mindre hver søndag: 

Herrens medarbejdere. Nogle sidder her året rundt, nogle sidder her lejlighedsvis, nogle kun til en eller to af højtiderne og nogle så sjældent, at de næsten ikke kan være det bekendt. Vi er her alle sammen, dem der kom, da kirkeklokken ringede og kaldte. Og når vi så fejrer nadver, ja, så kan vi se - og på egen krop opleve - hvordan lignelsen om arbejderne i vingården bliver til virkelighed for os. Vi kan se kirkegængerne bevæge sig op til alteret for at modtage nadveren. Konfirmanden, der (tro mig!) ikke kommer flere gange i kirken end de aftalte 10, knæler side om side med den gamle, gudfrygtige kvinde, der har gået i kirke hele sit liv. 

Dåbsgæsterne og deres børn - knæler side om side med zapperne, der virkelig har anstrengt sig for at være tilstede og følge med. Og præsten står deroppe som en anden vingårdsejer og uddeler nøjagtigt det samme til hver og én, nemlig ét alterbrød, én oblat - Jesu Kristi legeme - formet som en denar. Én mønt til hver eneste, sådan som også arbejderne i vingården hver fik én, selvom deres indsats havde været så vidt forskellig. 

Det ér himmelråbende uretfærdigt! Men sådan, fortæller evangeliet os, er det altså med Guds nåde! Tanken er svær for unge hjerner, der gerne vil retfærdighed, og som måske endnu ikke har erfaret, at der kan være ret langt hen til den. Og som tilmed endnu ikke helt ved, hvor uretfærdig verden faktisk er. 

Tænk engang at være så heldig at være født i et land, der hører til blandt de rigeste i verden, at leve et sted, hvor sult og tørst, krige og naturkatastrofer ikke findes, og hvor ingen er så fattig, at man behøver at stjæle for at overleve. 

Og tænk så også, hvis vi hver eneste gang skulle fortjene den behandling, vi får. Så ville der ikke være meget at stille op, når vi virkelig trængte til den. Tænk, om vi skulle fortjene den kærlighed, der bliver os til del hver eneste dag: de andres overbærenhed, deres omsorg og opmærksomhed, de andres støtte og opmuntring, og ethvert lille nærværende smil. 

Nej, det ér himmelråbende uretfærdigt. Der er ingen retfærdighed til, kan vi finde på at sige i afmagt. Nogle gange tænker jeg, at det er vores håb, at der måske heller ikke er det i Himmerige.

Jeanette Nymann Geller